Streets of Rage 4 crunches. Det’er bedst når du’re kaster goons rundt på skærmen, kaster rør på punks og smager skæve politiet. Det føles som knap kontrolleret kaos, når du hopper rundt i de forsvulmede gader, rotter flygter, slemme fyre springer ud af mandehuller ind i dine ventende knytnæve. Fjender rammer betonen hårdt. De går ned med en knas.
Du lugter flamboyante idioter i ansigtet, den ene efter den anden, og ser dem blinke ud af eksistensen. De kommer tilbage for mere. Det føles radikalt. Du leverer retfærdighed for byen med bare knoker og improviserede våben. Ødelagte flasker, en hammer, en pigget baseballballtre. Det’s en punk rock, fuck din holdning til enhver, der kommer i vejen.
Til tider det’er tæt på anarki. Byen optøjer, og du’er ikke den eneste, der bekæmper kriminalitet. Politiet svinger mod skurke inde i en papirkurven politistation, og du afbryder begge med en flyvende bagagerum til rygsøjlen. Du smadrer et kunstgalleri, pummel arkademaskiner, kommer ned og er snavset i kloakken, kaster goons ud på bagsiden af et fly, headbutt på en rockkoncert. der’er intet bedre end at tage et våben ud af en beskidt politimand og slå den over hans kranium som hævn.
Du får også din røv sparket, men det gør det ikke’Det betyder ikke noget, fordi du fortsætter med at rulle fremad, fra venstre mod højre, når punks springer op for at slå ned. Hver punch forbindes med en skarp revne. Det’s lyddynamit, en percussion af whacks og snaps ledsaget af et elektro soundtrack fra de originale komponister. På flere måder end én smider Streets of Rage 4 som en MFer.
Selvfølgelig’er et gentaget spil. Det’s et sidescrollende takt ’em op. Det’s 1992 igen. De don’t gør dem sådan længere uden for retro-indie-pixel-tilbud, for der’er næppe et publikum for dem. Eller genren døde ud. Eller folk antog lige der’er intet publikum for dem. Uanset årsagen gør Streets of Rage 4 et fremragende stykke arbejde med at blande det gamle og det nye. Denne gentagelse er en rytme, og den’er så let at glide ind i det og lege sammen, det bliver hurtigt berusende.
Den nye kunststil er glat og passende tegneserie. Det’er ikke bange for at bruge enhver farve i Sharpie-boksen, men holder sig stadig til den originale palet fra tidligere Streets of Rage-spil. Opdateringer af karakterdesign tilføjer deres egen visuelle stil. Oprøret politiet med deres glødende skjolde, Diva og hendes elektriske python. Røv-kickeren med hænderne i lommen ser nonchalant ud, før han springer efter dit ansigt som den ondsindede lille jævel, han er. Motorcykelhjelme, pigge, pisker og dagglo læderjakker kan lide det’s en kinky rave. Det’er en selvsikker stil, en sassy teenager i sin fortrin; smuk og cocky i ungdommen.
Gameplay gør det ikke’t varierer meget mellem karakterer, men der’s velkommen gentagelsesevne, uanset om du hæver vanskelighederne, skubber den høje score op, forbedrer din rang eller spiller sammen med venner. Co-op-spil løfter især Streets of Rage, når du sjonglerer fjender mellem hinanden og kaster kroppe rundt med slapstick opgive. Det’er meget let at forstå og have det sjovt, og der’er lige nok variation i angreb, kombinationer og specialer til at holde dig jonglerende med en håndfuld taktik, når all-out brutalitet kræver lidt finesse. Der er et par blips og knebler, der pletter pakken, men intet der virkelig får dig til at rejse dig i vrede; en karakter synes især at have det lettere end de fleste på grund af automatisk grappling. Du vil ved et uheld kaste et våben, da du skulle hente mad. Og en chef bevæbnet med en Uzi, granater og en raketkaster virker lidt uretfærdig, men intet af dette er nogensinde uoverkommelig.
Streets of Rage 4 er en funky anachronisme i 2020. Det burde ikke’t findes, og det burde virkelig ikke’t være så god. Men hvem gør det ikke’t vil hænge ned over en kylling og høre en floppy-bloop, inden han smider et sværd på en politimand, knæer en cyklist i chuffen og falder ud af en lift. Det’s en hoot.
Lizardcube, Guard Crush og Dotemu har udført så omhyggeligt arbejde, at det næsten føles som beat ’em up er relevant igen. Som om genren aldrig døde. Det’s en triumf, der føles arkade perfekt i en æra, hvor alle arkaderne for længe siden er blevet bulldozeret.
Version testet: PS4