Som affaldsperson har jeg to specifikke skraldeforhold: den ene, jeg lever en utrolig usund livsstil og to, jeg straffer mig selv for alt hvad jeg’har nogensinde tænkt, gjort og ikke gjort. Tror du, du fortryder tingene nu? jeg kan’t glemmer ting jeg gjorde som en barn. Da jeg var syv år, stjal jeg en ven’s Nerf-kugle, skrev mit navn på det og hævdede, at det var mit. Det hjemsøger mig stadig.
Så da verden besluttede at have en apokalypse, besluttede jeg at prøve noget jeg’d har fortalt mig selv, at jeg’d prøv i over et årti: madlavning af sundere mad. Det gjorde det ikke’t arbejde. Det viste sig at være helt forfærdeligt for at være ærlig. Det viser sig, at madlavning kræver tålmodighed, udholdenhed og at følge instruktionerne. Ingen af dem var jeg villig til at gøre inden for en tidsperiode på 20 til 40 minutter.
Men hvad jeg var villig til at gøre, var at binde min krop i ubehagelige enheder og træne ved hjælp af videospil. Og det værste er, at det faktisk ser ud til at virke og det’s dræber min glæde af alle andre videospil.
Her’s rutinen: Hver dag, i det øjeblik, har jeg det som jeg’Endelig glad, beslutter jeg, at jeg skal gøre mig ulykkelig ved at spille et spil, der kræver fysisk anstrengelse. Jeg bruger cirka en halv time på at gøre dette, indtil jeg bliver træt, og derefter tager jeg et brusebad i mørket og tænker på den person jeg’vi er blevet.
Så vidt spilene går, skifter jeg dem op! Nogle gange spiller jeg Ring Fit på Nintendo Switch, et spil om en magisk træningsring, der aldrig lukker kneppet. Det holder ikke op med at tale. Og mens den største skurke i spillet tilsyneladende er en vægtløftende drage, der kunne ødelægge mig, er min sande antagonist denne skide ring. Det’er det ikke, at jeg ikke gør det’t vil gøre squat rigtigt, det’s at min krop er forfærdelig.
jeg’m spiller også en masse træningsspil i virtual reality, fordi jeg måske har en lille etværelses lejlighed, men jeg bor alene. Ingen behøver at se dette. Ingen vil se dette. Min hemmelige skam. De fleste af disse spil – Beat Saber, Audioshield, Audica, Box VR – får mig grundlæggende til at gøre samme bevægelse: vinke mine arme om og om igen til musik, indtil mine arme er trætte meget. De får mig også til at gøre squats, som som ringen har lært mig, ikke’t min stærke dragt.
En af de stærkere fordele ved at træne i virtual reality er, at du kan’t se dig selv. Jeg don’t er nødt til at se på en mand, der engang brugte en uge på at spise Cadbury-æg, fordi han ved en fejltagelse bestilte tres af dem og ikke en pakke på seks, som han troede. Det hjælper også med at føle sig lidt nedsænket. Ikke nedsænket i betydningen af “dette føles som den rigtige ting!” Det gør det ikke’t. Intet føles reelt længere. Men nedsænket i den forstand, at jeg kan’t stoppe med at træne og tjekke min telefon hvert femte minut for at se, om jeg pludselig på en eller anden måde har venner.
I løbet af den sidste halvanden måned, jeg’Vi er vokset til at hader disse spil. Hver dag virker min Ring Fit benstrop lidt mere ubehagelig, og hver nat føles min Oculus Quest løsere og mere tæret af sved. jeg’Vi har mestret næsten hver sang på Expert. jeg’vi har skudt enhver person i Pistolpisk som jeg’m John Thicc. Jeg vil sige jeg’Vi har gjort en tredje ting, men virkelig det’s for det meste udvalget af oplevelser. der’s nogle Vader Immortal dojo spiller derinde, men udtrykket “dojo leg” lyder som en sexhandling, som jeg virkelig er nødt til at rampe op for at bede om.
Så meget som jeg nu hader disse spil, så meget som tanken om at gøre en mere skide runde med POP / STARS på Beat Saber får mig til at græde, det’fungerer faktisk. jeg’m tabe sig. jeg’Vi har mistet tilstrækkelig vægt til at det kan ses. Skjorter der ikke gjorde’t passer mig før nu slags pasform. De fleste af disse er forudbestilte skjorter til videospil. Faktisk er de fleste af de skjorter, jeg overhovedet har, videospil-forudbestilte skjorter. Jeg har tilflugtssted’t prøvede at se, om bukserne passer bedre. Bukser don’t findes i denne fremtidige verden.
Jeg erkender, at mit ønske om at tabe sig – eller i det mindste komme i en form der’er ikke bedst beskrevet som “Robotnik” – er kun min egen. Mine kropsspørgsmål er mine alene at tackle. Jeg ville ikke’t forventer, at nogen anden prøver det jeg’Jeg prøver – heller ikke vil jeg anbefale det. Det stinker. Den afsky jeg føler for spil, jeg engang elskede, skal ikke undervurderes. Beat Saber kan sutte min røv. Eller, ass. Uanset hvad. Det kan jeg bare’Jeg benægter, at det er første gang på næsten 18 år, at jeg’Vi har skabt et sundt mønster for mig selv’er ikke afhængig af slankekure eller selvmisbrug.
Vil jeg fortsætte med denne charade, når New York åbner backup, og jeg skal vende tilbage til mit job’s kontorer? Jeg don’ved det ikke. Jeg don’Jeg ved ikke engang, om jeg’Jeg holder det op endnu en uge, når jeg omsider har sendt en fucking Joycon gennem mit tv for ikke at registrere mig at bøje et ben i en yogapose. Men der’der er noget at sige om at hader disse spil af hele mit hjerte, hader at træne med hele min krop, hader at gøre noget produktivt med hele min sjæl og stadig gøre det alligevel. Måske det’s karantenen, der tvinger mig til at finde måder at være aktive på. Måske det’er et smuthul i min hjerne, der tænker endda et spil, jeg ikke gør’t like er stadig et spil. Jeg don’ved det ikke. Men fuck mig, i det mindste jeg’m forsøger.