Hvad er det med Square Enix og ødelægge de mest enkle elementer i remasters af sit klassiske spilkatalog?
Se på YouTube
Efter en latterligt svaghændet E3-afsløring af Final Fantasy 1-6 Pixel Remasters , sendte Square Enix i går usædvanligt en masse nye oplysninger om de meget forventede genudgivelser. En steam-side-opdatering afslørede udgivelsesdatoer for de første tre (denne måned!), Drillede, at de tre sidstnævnte skulle ‘snart komme’, og afslørede en flok direkte-feed-billeder i fuldskærm og endelig gav fans et nærmere kig spil ud over at lave ultra-nerdeanalyse på trailer-fryserammer.
Og ved du hvad? De ser pænt godt ud! Mens nogle fans utvivlsomt stadig vil være frustrerede over, at der stadig ikke er nogen moderne måde at bare spille disse klassiske spil med den originale kunst, synes de finjusterede billeder til denne version at undvige faren for at smide babyen ud med badevandet med en remaster som denne . Nogle ændringer er subtile, mens andre klart er beregnet til at tilføje detaljer. Der er et George Lucas-lignende element i at blande sig og rette det, der ikke blev brudt her, men hvis slutresultatet ser godt ud, betyder det ikke rigtig noget.
Fans har været involveret i argumenter om, hvorfor ændringerne er foretaget. Skal det matche den oprindelige vision væk fra de begrænsede farvepalettebegrænsninger fra NES og SNES-hardware? Er det at efterligne udseendet af de originale sprites og kunst på et CRT-display, som de ville have været med i 80’erne og 90’erne? Er det en ændring af hensyn til en ændring?
Disse er sjove fanedebatter for os nørder, men virkelig betyder det ikke noget. Pointen er, at det endelige produkt ser godt ud og ser ud til at gå i langt større grad af indsats end de tidligere genudgivelser, der overhængende skal fjernes fra pc- og mobilbutikker til fordel for disse nye versioner.
Selvom du er sur på sprites, skal man sætte pris på indsatsen her. Den sidste udgivelse havde dårligt tilpassede tegninger og baggrunde passeret gennem et groft vaselin-udstrygningsfilter, der ikke engang syede sammen rigtigt og efterlod grimme sømme mellem fliserne. Pointen er, dette er en HD-remaster af disse klassiske spil, der går ud over hvad jeg havde forventet. Der er tydelig kærlighed, omsorg og opmærksomhed på detaljer her. Det gør det næste spørgsmål dog endnu mere spids:
Hvad fanden er den skrifttype?
Som, virkelig. Det er blodig grimt, folkens. Og du tænker måske – det er bare en skrifttype, hvad er big deal? Men disse er tekstdrevne spil. Tekst er det, du vil være fokuseret på 90% af tiden, være den historiefremmende dialog, kampkommandomuligheder eller menu-jonglering af færdigheder, gear og evner. Næsten alle måder, du interagerer med Final Fantasy 1 til 6 indebærer at læse deres tekstfelter.
Den kondenserede, drop-shadowed skrifttype er … ja, den er bare ubehagelig. Det er ikke i overensstemmelse med de originale udgivelser. Og ærligt talt udsætter det mig straks for disse versioner.
Square Enix vælger en menufont pic.twitter.com/aU4z0JHUcI
– Patera Quetzal (@PateraQuetzaI) 30. juni 2021
Jeg tror heller ikke, at dette har noget at gøre med pixelkunstskrifttyper versus normale moderne skrifttyper. Mens der er en bestemt energi til pixelkunstskrifttyperne, har den japanske udgivelse af Pixel Remasters en enkelt moderne skrifttype og ser bedre ud med skrifttyper, der er designet omkring en konstant, standard tegnbredde. Dette giver skrifttypen en balance, der er let for øjnene.
Du kan endda se latinske tegn, der ser bedre ud i den japanske version, hvor disse tegn bruges til navnene på partimedlemmerne. Den vestlige versionens skrifttype ser forfærdeligt ud. Det er dårligt nok i kamp, men åbn menuerne – som selvfølgelig alle er tekst – og det ligner en billig knock-off indbygget i RPG Maker.
Ud over blot at være grim, er det med rette blevet påpeget for mig, at dette stærkt kondenserede skrifttype også udgør et potentielt tilgængelighedsproblem for dem med dysleksi. De mest læsbare skrifttyper er beregnet til at være af en bestemt størrelse og sans serif, men også mellemrum med store bogstaver og ord siges at være vigtige. Denne skrifttype falder uden tvivl langt under disse retningslinjer. I hvert fald kig – japansk version øverst, vestlig nedenunder:
Valg af skrifttype er en vigtig del af lokaliseringen. Det er noget, der drastisk påvirker udseendet og fornemmelsen af spillet – og det gælder endnu mere i japanske RPG’er i den gyldne tidsalder, som uden tvivl er de mest tekstdrevne anden genre end eventyrspil og visuelle romaner.
I dette tilfælde giver det FF Pixel Remasters følelsen af billige mobile porte, noget fans af klassiske FF- og Square Enix-spil vil være akut, smertefuldt fortrolig med. Det er en skam, at følelsen er der igen, for som nævnt ser Pixel Remasters ud som overdådige og smukt genskabte versioner af disse vidunderlige spil.
Jeg forstår, hvorfor dette kan ske. Den mest sandsynlige årsag, jeg kan se, er det store omfang af lokaliseringen af disse titler. Seks spil, hver med tusindvis af tekstlinjer – dialog, kampbark, flytte navne, skefulde bards og alt andet. Der er ikke kun japanske og engelske versioner, men også variationer på ti andre sprog. Til en vis grad skal der være et ønske om at holde antallet af skrifttyper så lavt som muligt for at minimere potentielle udviklingsproblemer. Måske har de endda fundet en skrifttype, de kan bruge universelt – men dette er ikke en undskyldning.
Dette er et element i spillet, der fortjener opmærksomhed på detaljer og et kræsent øje. Hvis det betyder, at der bruges mere end et skrifttype internationalt, så skal det være det.
De moderne genudgivelser af Final Fantasy 8 og 9 led en lignende skæbne. Tilbage i 2019 skrev jeg, at “den oprindelige udgivelse af FF9 havde en rustik udseende skrifttype designet til at matche dens indstilling […] genudgivelsen vælger et mere sterilt, grundlæggende skrifttype. Den nye skrifttype er værre. ” Fans skabte i sidste ende ‘Alexandria’, en skrifttype, der efterlignede den originale PS1 FF9-skrifttype, og injicerede den i pc-versionen af spillet som et mod. Skrifttypen i Pixel Remaster får dog standardfonten i moderne FF9 til at ligne et typografisk mesterværk.
Jeg er sikker på, at nogle af jer synes, det hele er en overreaktion. Det er bare en skrifttype! Men ærligt talt – jeg synes, at tekst er så vigtig for disse spil, og fanreaktionen på sociale medier antyder, at jeg ikke er alene.
I kølvandet på den afslørende geniale YouTubing-spil ordmand Tim Rogers dukkede op igen en gammel tweet af ham fra 2018, hvor han spurgte Square Enix, om de vidste, at de kunne betale for en god skrifttype, der sjovt tilbød at betale for en. Denne tweet handlede om Chrono Triggers moderne havn, som var en total skændsel og siden er stort set blevet rettet. Tre år senere og Square Enix har tilsyneladende ikke lært skrifttime. Nogle af de tidligere skru-ups som Chrono Trigger følte næsten ondskabsfuldt ondartet og ubekymret for arven fra klassiske spil – men med hvor meget indsats der klart er gået i andre aspekter af Pixel Remaster-samlingen, føles denne font ting bare skødesløs.
Final Fantasy er kendt og elsket for mange ting, men noget, serien er særligt elsket for – især i 16-bit æraen – var dens visuelle pragt. Med smukke karakterdesign af Yoshitaka Amano, sprite-arbejde af den legendariske Kazuko Shibuya og fjende- og baggrundskunst fra folk som Hideo Minaba, Tetsuya Nomura og Tetsuya Takahashi, arven fra dens billedkunst tårner lige så højt som dens historie eller gameplay.
Teksten er en lille del af det, men i disse klassiske spil er det på mange måder broen mellem disse visuelle og historien, uden tvivl de to vigtigste stand-out-elementer.
Det gør det helt afgørende. Det betyder ikke noget, hvor luksuriøst eller imponerende resten af remasteren er – hvis dette vigtige bindevæv forbliver grimt, sænkes kvaliteten af hele pakken betydeligt som følge heraf. Skrifttyper betyder noget. De er i spidsen for et spil præsentation og er en hjørnesten i en kvalitetslokalisering. Vær venlig, Square Enix, jeg tigger dig – stop med at bruge disse forfærdelige skrifttyper i dine moderne porte.