2016 var året, hvor det hele gik galt. Træk dine egne konklusioner om, hvorfor, men den globale politiske retning, der begyndte det år, lod Ragnar Tørnquist og hans team på det norske spilstudio Red Thread føle sig utilfredse.
“At være en spiludvikler lige nu, har du lyst ‘hvad fanden laver vi? ‘” siger Tørnquist. “Vi’når vi skriver og snakker og laver spil [men] føler vi os slags hjælpeløse og magtesløse og ubetydelige – en følelse af useriøs eller meningsløs. Jeg følte meget stærkt, at jeg vil fortsætte med at lave spil, men jeg vil også, at spilene skal betyde noget og måske have en positiv social indflydelse, så meget som det er muligt, men også uden at være forkynt.”
Indtast derefter, Dustborn. Den nyligt afslørede titel, der debuterede på Future Games Show, ligger i et fiktionaliseret Amerika, grebet af fascisme, delt af våbenet desinformation og revet mellem de rivaliserende fraktioner af undertrykkende puritaner og autoritær retfærdighed. Træk også dine egne konklusioner der.
Fangst i midten er Pax – en sort, gravid ung kvinde, der prøver at overleve en road trip over America’s Divided States for at levere en mystisk pakke, hvor kun hendes uegnet bandkammerater og roboten, der kører deres tour bus, kan stole på. Pax har dog en fordel i at undgå puritanerne og retfærdigheden – hun’s ‘Anomal’, begavet med magt over selve sproget. Tematisk set det’er en passende overgang for en udvikler, der er kendt for sine karaktercentriske og dialog tunge spil.
Den afslørende trailer viser kun nogle tidlige, grundlæggende eksempler på, at Pax bruger hendes kræfter, som med et øjeblik får det til at se ud som lidt mere end en sonisk eksplosion, svarende til X-Men’s Banshee sprænger fjender væk. Dog er hendes evner indstillet til at lege med tanken om, hvordan ord i sig selv kan våben, har en fysisk effekt på verden så meget som de kan bruges til at manipulere eller forkert informere – noget Red Thread ønsker, at spillerne virkelig skal reflektere over, når de rejser over dette ødelagte Amerika.
Spillere har adgang til en “lingual arsenal”, så de kan udøve ord og sætninger mod mennesker, de støder på, både fjende og allierede. Du kan fysisk angribe eller mentalt forvirre en Justice-agent, så du subtil tvinger en bandmate til at bruge deres egne unikke kræfter eller færdigheder. Pointen, siger Tørnquist, bør være at overveje “på hvilket tidspunkt skaber den slags en moralsk klage for dig”.
En del af at opbygge dette arsenal vil være et system, som devs kalder ‘Wordcraft’, hvilket pr. Tørnquist, “på et meget højt niveau betyder en mulighed for dybest set at optage og remixe desinformation, og derefter bruge det igen til at lave nye ord, nye sætninger, som du kan bruge både i dialoger og i kamp. At’er en vigtig del af spillet, og et vigtigt aspekt af det er at finde ud af, hvordan disse ord fungerer på forskellige mennesker.”
Dustborn vil være rød tråd’s første actionorienterede spil. Da studiet blev grundlagt, var det med henblik på at skabe narrative eventyr, først med Dreamfall Chapters, fortsætte historien fra 1999’s Den længste rejse og 2006’s Dreamfall – som Tørnquist havde skrevet og instrueret hos Funcom – og derefter med 2019’s Draugen. Mens disse titler havde nogle elementer af handling for dem, ville de typisk være scripted begivenheder – her er handlingen integreret.
“Vores køreplan har været ‘vi vil fortælle historier, men vi vil fortsætte med at gøre det på nye måder,” siger Tørnquist. “Hos Dustborn spurgte vi os selv, ‘hvordan kan vi tage det, vi lærte under Dreamfall og Draugen, og gøre noget andet?’ Denne historie, der var der lige fra starten af denne road trip, føltes som meget farligere. Jeg mener, både Dreamfall og Draugen havde fare, men det var ofte mere slags en psykologisk eller mellempersonlig trussel, mens Dustborn handler om den eksterne trussel, om at du er jaget.”
Som et resultat sigter Dustborn at undersøge, hvordan historiefortælling, dialog og sprog direkte kan bruges i kamp, snarere end blot at forekomme ved siden af.
“Jeg tror, at i mange spil er kamp dens egen ting, det findes adskilt fra historiefortælling,” forklarer Tørnquist, “hvilket er lidt underligt, for i de bedste actionfilm er handlingen bundet til historien. Vi ønskede at inkludere dialog i kamp på en måde, vi har tilflugtssted for’t set før. Den slags går tilbage til våbnede ord – hvordan dialogsystemet [vil blive brugt] i kamp er noget, som ikke mange spil har gjort. Dybest set, vi’prøver igen kamp men det’kommer fra vores perspektiv, en slags rød trådtråd af interaktiv historiefortælling.”
På trods af at Dustborn havde været i værkerne i lidt over tre år nu, betød timingen for dens meddelelse, at den landede lige midt i Black Lives Matter-protesterne og på baggrund af fortsat politisk korruption i virkeligheden, der ikke’Jeg føler mig for langt væk fra spillet’s alternative univers.
“Vi forsinkede faktisk meddelelsen om Dustborn på grund af hvad’sker,” siger Tørnquist. “Både på grund af virussen og så selvfølgelig, BLM, følte vi, at vi ikke ønsker at komme på tværs som vi’prøver igen at tappe ind på zeitgeisten eller forsøger at slags udnytte situationen.”
Når det er sagt, er spillet uden tvivl stolt af sin politik og sit engagement i repræsentation. Udover at være frontet af en sort kvinde, indeholder spillet en blanding af LGBTQ + mennesker (tidlige skærme viser også, at Pax har to mødre), forskellige kropstyper, aldersvariation, etnisk mangfoldighed og – måske vigtigst som et band – forskellige musikalske smag. Pax’s graviditet vil også være en vigtig del af både historien og gameplayet, men Tørnquist holder sig tæt på, hvordan man for nu.
Studiet er dog meget opmærksom på optikken i at være et norsk studie, der arbejder på et spil med et forskellig rollebesætning, der er sat i Amerika. Mens Norge er det “mere forskelligartet end folk tror”, Tørnquist anerkender, at dev-teamet er det “ikke særlig forskelligartet” på nuværende tidspunkt, men sigter aktivt mod at forbedre niveauet for input og repræsentation bag kulisserne, “især på skrivesiden”. Når produktionen på spillet bevæger sig fra det bredere plot – spillet’s skeletstruktur af hvad der sker, hvornår, til hvem og hvorfor – Tørnquist sigter mod at indbringe mere talent fra sort og minoritetsbaggrund for at udslette figurerne og hvordan de ville handle.
“Vi’vil ikke afslutte det uden at arbejde med mennesker, der har en personlig oplevelse fra mindst nogle af vores figurer’ synspunkter,” Siger Tørnquist. “Jeg vil sige jeg’m specifikt på udkig efter forfattere, der er sorte og kvindelige, for virkelig at udforske baggrunden af hovedpersonen.”
En af de mere interessante aspekter af Dustborn’verden er, at de fascistiske kræfter, som Pax vil forsøge at undgå, Justice and Puritans, aren’t så forudsigelig, som du måske forventer. Mens de’er meget tydeligt “dårlige fyre”, de’er ikke en-dimensionelt kanonfoder.
“Retfærdighed blev startet som en positiv styrke [som] sker med en masse autoritære regimer – hele loven og ordenen, der bringer retfærdighed for folket,” Tørnquist forklarer. “Det virker som en sådan positiv idé, men selvfølgelig’handler om, hvem der kontrollerer det. Med retfærdighed, vi’genoptager vores idé om politiarbejde og den iboende fare ved at give folk den magt, men lægge et andet ansigt på det, fordi jeg tror, at’er lettere at tale om disse temaer med en fiktiv kraft, der gifter sig og reflekterer virkeligheden.”
Puritanerne er i mellemtiden næsten det modsatte af deres navne – snarere end mærket af religiøs besættelse, som titlen fremkalder, de’re faktisk teknokrater.
“Det er hvad der ville ske med Google, Apple, Tesla, Facebook, hvis apokalypsen skete,” siger Tørnquist. “Det hele knytter sig til ideen om propaganda, ord, desinformation og lignende ting. At’er noget der’Det er superinteressant for mig – denne slags puritanske teknokrater, der tror på, at teknologi og information er løsningen på alt. Denne form for idealistiske [synspunkter], der har vist sig at være utroligt farlige og ætsende for samfundet, vi giver et ansigt til det.”
Måske mere interessant er det, at rød tråd ikke er’t søger at undvige de åbenlyse politiske punkter det’s hæve med spillet. Det’er alt for velkendte til at se udviklere benytte sig af politiske temaer, men hævder derefter objektivitet eller at det’s for spillere at fortolke deres mening. Med Dustborn indtager Red Thread en fast holdning til, at autoritarismen og undertrykkelsen af dets krigførende fjendens fraktioner faktisk er dårlige.
“Vi har et synspunkt med dette spil,” Siger Tørnquist. “Vi’går ikke tilbage og siger ‘du regner det ud’. Vi’re faktisk siger, ‘Nej, fascismen er dårlig’ – men vi vil også lade vores figurer diskutere det.”
Mens Tørnquist er klar over, at spillet’s blanding af forskellig repræsentation og politisk ideologi vil føre til beskyldninger om “dyd signalering”, han’s holder også fast ved det “vi afgiver en erklæring med spillet. Vores rollebesætning er vores rollebesætning af en grund, vores indstilling er vores ramme for en grund. Dette er ting, vi tror på, men det’er også et spil om et væld af temaer.”
Mens Red Thread planlægger at udslette sin nye verden på kørslen til spillet’udgivelse i 2021 – en tegneserie er indstillet til at afsløre flere detaljer, og Tørnquist siger, at hans hold har det “en temmelig omfattende baghistorie, som jeg håber, vi kan udforske” – det klareste tema for Dustborn kan være enhed i lyset af voksende undertrykkelse. Som spillet’s slogan siger: “Der er intet håb undtagen for os.”